Certifikat
MIRA Byggeprodukter A/S modtog i juni 2010 certifikat fra Dancert A/S for sin produktionsstyring af vådrumsmembraner til sikring af vandtæthed i gulve og vægge.
Med certifikatet i hånden er MIRA nu – som den første danske producent - berettiget til at CE-mærke sine vådrumsmembraner.
CE-mærkning
CE-mærkningen på produkterne viser, at MIRA overholder de fælles europæiske krav, der er omsat i virksomhedens ETA-godkendelse.
Hidtil har MIRA – som de fleste andre - haft sine vådrumsmembraner dækket af en national dansk MK-godkendelse. Mens en MK-godkendelse kun gælder i Danmark, gælder CE-mærkningen i hele Europa.
Ved overgangen til CE-mærkningen har MIRA derfor taget et vigtigt skridt i den overgang til fælles europæiske regler, som præger hele markedet for byggeprodukter i disse år.
Direktør Ole Romer, MIRA Byggeprodukter A/S udtaler:
” Da MIRA markedsfører sine produkter i mere end 10 europæiske lande og er specialist i vådrumsmembraner, var det helt oplagt at få en fælles europæisk godkendelse med certificering.
Det viste sig, at opstarten på hele proceduregangen med flere institutter, der skulle sammenkobles for at få gennemført vor CE-certificering, var besværlig og trak i langdrag – fordi vi var de første, troede vi – men da vi fik koblet Dancert på, kom der gang i sagerne, og alt blev færdigbehandlet på kort tid.
Vi opfatter Dancert som meget kompetent og kan varmt anbefale Dancert – dog ikke til vore konkurrenter ”.



