ADVARSEL om manglende verifikation hos virksomheden Skagen Trådindustri I/S
Virksomheden Skagen Trådindustri I/S i Aalborg har frem til 15. august 2011 haft certifikat hos Dancert.
15. august 2011 suspenderede Dancert virksomhedens certifikat, da betingelserne for opretholdelse af certifikatet bedømtes ikke længere at være opfyldt. Efterfølgende er certifikatet endeligt inddraget.
Skagen Trådindustri I/S har – i strid med vilkårene for certificeringen - nægtet Dancert adgang til at auditere virksomheden. Dancert har derfor ikke mulighed for at verificere, at virksomhedens produkter faktisk har opfyldt certificeringskravene.
Alle, der fra og med februar 2011 har modtaget produkter fra Skagen Trådindustri I/S, bør derfor være opmærksomme på, at Dancert ikke kan bekræfte, at produkterne opfylder certificeringskravene – uanset at produkterne kan være leveret med henvisning til certifikat hos Dancert.
Ved suspension af certifikat skal virksomheden selvfølgelig straks ophøre med at henvise til certifikat. Dancert har imidlertid konstateret, at Skagen Trådindustri I/S i en periode efter 15. august fortsat oplyste på sin website, at man var certificeret af Dancert. Dancert har ikke sikker viden om, hvorvidt øvrige henvisninger til certifikat hos Dancert, f.eks. i brochuremateriale, følgesedler, produktetiketter mv. er ophørt, og hvornår dette i givet fald er sket.
Om det suspenderede certifikat kan oplyses følgende:
Certifikatnummer:
B196
Certificeringsgrundlag:
DS 13080:2001 Armeringsstål – Armeringsstål i rette stænger anvendt som ikke-forspændt armering i betonkonstruktioner.
Gyldighedsperiode:
Fra 2009-12-15 til 2012-12-15 (Suspenderet 2011-08-15 og endeligt inddraget 2011-10-27)
Hvorfor offentliggør Dancert advarsler som denne?
Dancert lægger stor vægt på, at certifikat hos Dancert skal sikre troværdigheden af de certificerede produkter og virksomheder.
Certificerede virksomheder er forpligtet til at efterleve de krav, der gælder for certificeringen. Såfremt der sker afvigelser fra certificeringskravene, skal virksomheden afhjælpe og korrigere afvigelserne; herunder orientere kunder og/eller tilbagekalde leverede produkter, hvis dette skønnes nødvendigt.
Advarsler som ovenstående gives i tilfælde, hvor Dancert kan konstatere, at en virksomhed ikke har opfyldt certificeringskrav, men det ikke har kunnet verificeres, at virksomheden selv i nødvendigt omfang har orienteret kunder og/eller tilbagekaldt produkter.
Dancert håber hermed, at enkelte virksomheders manglende opfyldelse af certificeringskrav ikke vil skade tilliden til det store flertal af certificerede virksomheder, der hver dag lægger en stor indsats i at opfylde certificeringskravene.
Spørgsmål vedrørende ovenstående kan rettes til info@dancert.dk



